kic.name

Prædiken i frimenigheden Kilden i adventstiden:

Denne årstid betegner man i kirkeåret som ’advent’, og advent betyder: Han som kommer.

Advent har for mig altid haft en tæt forbindelse med forventning, og efterhånden som jeg begyndte at tænke mere på det at forvente noget fra Gud i vores liv, begyndte det at boble indeni mig.

Jeg er normalt så jordbunden, at jeg har ikke så ofte har den slags fornemmelse, men den har holdt sig nu i over en uge. Jeg har følt en glæde over, at vi får lov at tilhøre Gud – og været i en forventning til hvad Guid vil gøre. Vi har en Gud, der holder løfter. Vi har en Gud, der står ved det, han lover.

”Jamen, hvad så med dét problem, at når jeg beder, og tingene ikke sker, som jeg beder om?” Så lad være med at forvente, at det sker, som du forestiller dig, men lad Gud bestemme, hvordan det skal ske.

Det er min erfaring. Jeg kan så mange ideer om, hvordan Gud skal ordne tingene, men Guds fantasi er bedre end min, og han finder tit en anden udvej, og han finder ofte et andet tidspunkt end det, jeg synes er passende, men det vil jeg ikke lade det ødelægge min forventning, for jeg har lært, at Gud holder løfter – uanset hvor lang tid, der går. Og så kan man i ’bagkundskabens klare lys’ se, at Gud opfyldte ens bøn. Det var måske bare ikke på den måde, man forventede det – eller på det tidspunkt, man forventede det, men der skete en opfyldelse. Gud holdt sit løfte. Han besvarede bønnen.

Det fylder mig med stor forventning, og den er god at lære at leve med. Det begejstrer mig indeni.

Det er troen på Jesus som Vejen, Sandheden og Livet, der danner grundlaget for forventningen. Styrken i forventningen og troen i forventningen og kraften i forventningen er dét, der har båret kristne martyrer igennem forfølgelser. De har haft forventning om at se Jesus i herligheden. Den forventning gør, at vi i dag kan lovsynge og tilbede. Det var ikke kirkesystemer eller noget andet, men det var en forventning til at skulle se ham – og de fortalte andre om det.

Det er det, som gennem tiderne har gjort os til det, vi er i dag. Forventningen, de havde, skal leve videre i os.

I hvor høj grad føler vi forventningen i vores dagligdag? Er det en glad forventning, eller er det ’verdens’ forventning? Det at leve i troens forventning er en selvdisciplinering. Vi vælger, om vi vil tro Gud for hans løfter til os – uanset om vi ser opfyldelserne lige nu og her, sådan som vi har bestemt, det skulle være, eller om vi har så meget tillid til Gud, at vi overlader til ham at finde det rigtige svar, det rigtige tidspunkt og den bedste måde.

Midt i alt det her kom jeg til at tænke på ’verdens’ forventning, og hvor meget kraft, der også ligger i dén forventning. Vi ser selvhelbredelser, og vi ser mennesker skabe meget, fordi der i menneskets psyke sker mange ting, når man er i en forventning.

Min forventning er ikke på min tro i mig. Min forventning er på Gud. Verdens forventning er på troen i dem selv – og på styrken i dem selv, og derfor brækker mange halsen, når de ser, at forventningen ikke går i opfyldelse.

Jeg kom til at tænke på Rusland i 30’erne – i Stalins tid, hvor man indførte noget, der hed ’dialektisk materialisme’, der er en filosofisk retning, som siger: ”Du har det hundeelendigt i øjeblikket, men det tjener et formål, for ude i fremtiden ligger lykken, og den vil du opnå, fordi du har det dårligt nu.” Med den forventning holdt man et folk på mange millioner i fangenskab igennem 30’erne i kommunismen. Forventningens kraft er stor. Jeg er glad for, at min forventning ikke er til mennesker, ikke er til mig selv, men er til Gud. Jeg er fri for at blive skuffet. Det er næsten sikkert, at man bliver skuffet, hvis forventningen er af menneskelig karakter.

Hvad er det, der præger menneskers forventning i dag?

Der var to områder, der dukkede frem i mine tanker. Det ene var miljø, og det andet var én fremhævelse af koranen som den endegyldige sandhed.

For seksten, sytten år siden skrev jeg en artikel, der hed ”Med frygten som våben”. I den skrev jeg: ”Miljøbevægelserne er født som et kriseredskab for at skabe angst, utryghed og forandring i verden ved åndsmagters hjælp. Det, der forekommer usandsynligt og fantastisk er, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre at føre så mange mennesker vild. Det er et resultat af en afkristning af i-landene og en åndelig åbenhed, som alt for ofte fyldes ud af New Age – og her kommer miljøhysteriet som en gave. Lad os som kristne afvise den løgn, at jorden skal blive ødelagt, og at der intet er til vore efterkommere. Det er helt og aldeles ubibelsk tale. Tværtimod. Først skal jorden opleve et ægte tusindårsrige, hvor Jesus er Konge, og hvor der er fred på jorden. Dernæst vil de af os, der har vore navne i Livets Bog, få lov at opleve en ny jord og en ny Himmel.” Det skrev jeg for så længe siden. Jeg har lige læst, at der skulle være en samling i Sverige, hvor kristne ledere fra hele verden skulle være sammen med jøder, muslimer, buddhister, hinduer og repræsentanter fra andre trossamfund. De fik udformet et manifest, der krævede, at verdens politikere skærper indsatsen for at standse klimaforandringerne, for at man kunne få en god klimakonference i København i december 2009.

Det var et forsøg på at danne en fælles front, og det lykkedes temmelig godt. At mennesker, der tror – hvad enten det var slangedyrkere, indianske medicinmænd, hindupræster og mange andre – skulle kunne stå sammen om at stoppe CO2-forureningen, for at jorden ikke skal gå under, det er vanvid. De eneste trossamfund, jeg har hørt, har protesteret mod det, var hinduerne. De protesterede, fordi der kun var indbudt én repræsentant fra dem, og de mente, der burde have været flere med, fordi de tilhører et stort trossamfund.

Problemet med alt dette her, er at der har været så mange beviser på, at CO2-forureningen og miljøproblemerne slet ikke er menneskeskabte, men er en del af jordens cyklus. Det ligger der geologiske beviser for, idet man kan undersøge jordlagene se, at der hele tiden har været bølger i denne cyklus.

For et halvt års tid siden læste jeg, at miljøbevægelsen ville dø meget snart, fordi den ikke var aktuel mere – nu var den ikke spændende mere, men vi kan se, at den er kommet igen for fulde omdrejninger, og selv vores egen statsminister er ivrig miljøforkæmper. Det er der jo stemmer i, så det det er bare om at gå dén vej. Politik korrumperer.

Kristne ledere og ledere af enhver art og fra ethvert trossamfund arbejder på at skabe en skyldfølelse i Vestens befolkning, så den er villig til at bringe sonofre til ’miljøguden’. Det fik mig til at tænke på, at vi skal passe på med at bruge ordet ’synd’, når vi snakker med ’verdens’ mennesker. De kender ikke ordet og siger: ”Jeg synder da ikke.” Bruger vi ordet ’skyld’ i stedet for, så forstås det. Siger vi: ”Har du aldrig gjort noget, der har gjort andre kede af det?” ”Jo, det har jeg da.” ”Jamen, så er det da din skyld.” Det forstår de.

Når vi vil sige, at Jesus er kommet for at befri os og løse os fra syndens byrde, skal vi måske hellere sige, at Jesus er kommet for at fri os fra skyldens byrde. Det tror jeg er ord, ’verden’ kan forstå. Ordet ’skyld’ møder man mange steder – især omkring miljøet: ”Det er vores skyld. Det er vort ansvar. Det er os, der skal tage skylden på os.” Det bibelske sprog vil udtrykke det som synd. Der er noget her, vi skal være opmærksomme på.

Jeg synes, det er uhyggeligt, at kristne ledere fra hele verden kan være med til at sætte en ’miljøgud’ ind i stedet for Jesus – for det er jo det, de gør. Det er måske et af de første tegn på, at der er ved at ske det, at alle trossamfund kan samles i én kirke – en miljøkirke, som er fyldt af skyld over, at vi har ødelagt Moder Natur.

Et andet punkt, der har undret mig gevaldigt meget i denne tid, var fra Iran News, som kom med et citat af noget, Irans præsident har udtalt: ”Menneskeheden er frustreret over verdens situation og venter på frelsen. Islam og kristendommen mener, at frelseren en dag vil komme, og dette er kilden til enhed mellem tilhængerne af de to guddommelige religioner. Krig, besættelse, aggression, diskrimination og fattigdom skal udryddes i verden.” Hvis religiøs tro holder sammen, kan de spille en konstruktiv rolle, så aktuelle kriser i verden kan afsluttes, tilføjer han.

Hans økomeni vil være lidt i stil i retning af én-verdens frafaldne, religiøse system under ledelse af antikrist, udtrykker The Berian Call.

Det fik mig til at spekulere på, hvad det er, der sker. Hvad er det for et mønster, og hvor fører det hen? Det blev klart - og det kan vi ikke komme uden om, at denne verdens herre er satan. Vi kan slå op i Johs. 14,30, hvor Jesus siger til apostlene: ”Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verdens skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig.” Jesus betegner satan som ’verdens fyrste’. Man kan også sige ’verdens herre’. Hvad er satans primære mål med alt det, der sker?

At føre os vild? Næh, nok ikke primært. Hans primære mål er at udrydde jøderne – i hvert tilfælde modsætte sig, at de bosætter sig i hele Israel, og at Israel skal blive en nation. Hvorfor det? Jo, for hvis han kan hindre det, stemmer Bibelen ikke længere.

Vi kan slå op i 1.Mos. 3,14: ”Da sagde Gud Herren til slangen: ”Fordi du har gjort dette, skal du være forbandet blandt alt kvæg og blandt alle vilde dyr. På din bug skal du krybe, og støv skal du æde alle dine dage. Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.”

Satans hoved er ikke knust endnu, men første del er gået i opfyldelse, idet han bed Jesus i hælen, da Jesus blev korsfæstet og naglerne blev slået i hans fødder og ud gennem hælen. Det er en ting, som var en del af opfyldelsen af skriftstedet.

Hvis satan kan forhindre jøderne i at få Israel igen som deres land og eventuelt få dem helt udryddet, så passer Bibelen ikke – så passer profetien ikke, og så vil hans hoved ikke blive knust. Så vil han beholde den magt, han har nu, i al evighed – som denne verdens gud.

Kan I se sammenhængen – og se, hvor spillet står? At satan er denne verdens gud, kan vi læse i 2.Kor. 4,3: ”Er vort evangelium tilhyllet, er det kun tilhyllet for dem, der fortabes, for dem, der ikke tror; deres tanker har denne verdens gud blindet, så de ikke ser lyset fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede.”

Det er det, satan ønsker at føre ind over os. Han ønsker at blinde os, så vi ikke ser Guds herlighed. Han ønsker – og det har præget tiden siden omkring år 300 – at også kristne skal have had til jøder. Kristne lande har forfulgt dem og jaget dem fra sted til sted. Korstogene i senmiddelalderen havde ikke til formål at udrydde islam eller noget som helst andet, men havde til formål at indsætte paven som hersker over Jerusalem – som konge over Jerusalem. Hvor mange jøder eller hvor mange muslimer, der blev slået ihjel var underordnet, hvis bare han fik magten.

Den kristne kirke har mange steder været kendt for at tage Guds løfter til Israel til sig og sige: ”Vi er det nye Israel. Løfterne gælder os, og jøderne er det lige meget med.

Det er denne verdens gud, som blænder øjnene på de troende. Det er hans magtspil – og det er det, vi er op imod.

Hvad er det, der får kristne til at drage i fælles sag med verdens forskellige religioner, som det sker i dag?

Det startede i 1859, og det er mærkeligt, at man kan sætte et præcist årstal på det, men i det år udgav Darwin bogen om den naturlige udvælgelse, om arternes oprindelse og udvikling. Efter den dag opstod en ’tænken’, rent videnskabeligt – frigjort fra Bibelen. Man behøvede ikke længere at se sine videnskabelige resultater, sin videnskabelige tænken i lyset af Guds ord, for da kunne man udvikle den selvstændigt som en menneskelig opfindelse, der bare kørte af sted.. Darwins bog har jo også dannet grundlag for, at man i dag kan sige, at jorden blev skabt ved et big bang engang, og derefter er alt bare udviklet ved en naturlig udvælgelse op igennem tiden. Når man anerkender det, anerkender man ikke længere Gud som skaberen, og når man ikke anerkender Gud som skaberen, anerkender man heller ikke syndefaldet – og heller ikke Guds løfte til satan om, at kvindens sæd skal knuse hans hoved. Så falder grundlaget for vores kristentro til jorden, og så bygger vi en humanistisk tro op i stedet – for at tilfredsstille de religiøse følelser i os.

Efter Darwin tog udviklingen fart. Her i landet opstod kulturradikalismen omkring Brandes-brødrene sidst i 1800-tallet og først i 1900-tallet, og det skabte en sekularisering af det danske samfund på mange måder. Det danske kultur- og åndsliv blev skilt, og der blev en lillebitte smule tilbage af kirken, som efterhånden blev meget verdslig i sin tænkemåde. Jeg har lige læst Hal Kocks kirkehistorie og –lære fra midten af forrige århundrede. Han var en af de store tænkere på den tid og skrev deri, at hvis vi bare kan sige, at den lille bitte amøbe, der startede det hele derude i ursumpen, var skabt af Gud, så er Gud jo stadigvæk den, der har skabt det hele. Men hvor bliver troen på syndefaldet og troen på dommen over satan af? Hvor bliver løftet om, at der skal fødes en frelser af? Det forsvinder, for så accepterer vi en ’tænkemæssig’ opfattelse af tingene i stedet for en opfattelse baseret på tro. Det er en grundlæggende ting i vores kristenliv – og så kommer man til det andet store brændpunkt, som også forsvandt fra 1859 og fremad. Det var Jesus, født af en jomfru – eller som der står i Skriften: ”Kommet i kødet” der forsvandt. Nævnes ordet jomfrufødsell, så er svaret: ”Nej, nej, nu går I for vidt. Det tror vi ikke på.”

Når de to punkter forsvinder, bliver der kun en religiøs tro, moral og etik tilbage. Troen er forsvundet, og djævelen er bedøvende ligeglad med alle dem, der går i procession med kors og bannere, og med dem, der står hver søndag og proklamerer trosbekendelsen, hvis ikke troen på Gud som skaberen, som underets Gud og som ham, der holder løfter – og at Jesus er født af en kvinde, som menneske, er død på korset er opstået igen og sidder ved Guds højre hånd, er til stede. Hvis de ikke tror på det, er de håndlangere for satan.

Det slog mig, at de kirkesamfund og trossamfund, der ikke bakker op om Israel, anerkender Israel og beder for jøderne, er dem, der ikke tror på Gud som skaberen og på jomfrufødslen. Tingene skiller her, og vi kan pludselig se, hvor majoriteten af mange, mange kirkesamfund glider hen. Vi kan i hvert tilfælde se det for vores danske folkekirke.

En udlægning af den augsburgske bekendelse, som er et af hovedskrifterne i den lutherske kirke forklarer, at jødernes tilbagekomst til en selvstændig stat kun kan læses ud af Skriften med en meget håndfast og en meget nærtagende skriftlæsning, for der er ikke rigtig noget teologisk bevis for det. Det er kun for fanatikere at tro på dét. Det står skrevet i en kommentar til bekendelsen i en dansk kirkehåndbog, og jeg blev lidt rystet over det.

Irans præsident vil have fællesskab mellem kristne og muslimer, fordi begge parter tror på en frelser. Hvis vi accepterer det, er vi jo ligeglade med jøderne, og han kan smide alle de atombomber over Israel, det skal være, for der er ingen kristen nation, der rører på sig, hvis de tror på det, han siger.

Jøderne er verdens fejeskarn, som nogle har udtrykt det. Hvis jøderne får lov at blive i landet, og hvis Israel får lov at bestå, så falder koranen fra hinanden, for ifølge koranen kan et land, der har været islamisk i så mange år, aldrig blive andet end islamisk. Israel er derfor en torn i kødet på islam. Det er grundstenen for, at islam falder fra hinanden. Det er årsagen til, at der aldrig bliver fred i Israel. Det kan islam aldrig gå med til.

Arafat var ved at få alle sine løfter opfyldt - og var ved at få halvdelen af Jerusalem som palæstinensernes hovedstad. Det hele fik han på et sølvfad af Rabin, men han sprang fra og sagde nej tak. Han turde ikke, for hans trosfæller ville have slagtet ham, fordi han ville være blevet opfattet som frafalden.

Det er derfor, det er så vigtigt for os at styrke og bede for jøderne og deres land. Det er vigtigt for os at forstå det, når vi hører mennesker snakke om mellemøstproblemerne. Israel vil ikke forgå.

Det slog mig, at selv om hver eneste, levende kristen i denne verden bliver forblændet og ikke støtter Israel længere, vil Israel ikke forgå. Guds løfter står fast.

Hvorfor skal vi bede for Israel, når Gud ordner det alligevel? Fordi han indbyder os til at være medkæmpere. Vi er indbudte til at være hans medhjælpere, og det, synes jeg, er en stor ting.

Hvor står vi i dag – midt i alt det her?

Forventningen bobler stadigvæk i mig. Forventningen til hvad Gud vil gøre. Forventningen til hvad Gud vil bruge mig til. Forventningen til hvordan vi kan bringe tingene ud. Forventningen til hvad vi skal få lov at se ske. Forventningen til at opleve alt det, Gud vil gøre.

- og midt ind i alt det vil jeg bare takke for vores menighed her, hvor der ikke er faste ritualer og vaner, for ritualer danner dovenskab. Man behøver ikke at tænke og søge Gud længere. ”Vi gør bare det, vi plejer. Vi sætter os på den stol, hvor vi hører til – for her er min plads i Guds rige.” En historie fortæller, at en mand kom til møde og så, at der var nogen, der havde sat sig på hans plads. Han blev helt ulykkelig, gik hen til kirketjeneren og sagde: ”I må flytte dem der, for det er min stol, og der har Gud sat mig.” Fri os fra ritualer og vaner. Lad os se, hvad det er Gud vil. Jeg er fuld af en boblende forventning til at få at se, hvor vi skal få lov at være lys i verden. Jeg er fuld af forventning til at få lov til at være Guds medkæmper på alle de områder, hvor han kalder mig til at kæmpe. Jeg er bare fuld af forventning til at se, hvad Gud vil med os, hvad vi får lov at opleve og se. Hvilke ting Gud har i ’godteposen’ til os. Den består af to ting, nemlig kampe, øretæver og problemer, men den består også af Guds løsninger. Jeg vil stadigvæk være fuld af forventning, og jeg tror, det er den forventning, der i sin tid skabte martyrer. Jeg håber, det er den forventning, der kommer til at præge os, så vi ikke bliver sløvede af denne verdens ånd – at vi ikke bliver sløvede af den skyld, der ligger over verden. Vi må sige: ”Herre, vi vil se dig. Vi vil se din herlighed. Vi vil være fulde af forventning til dig.”

”Herre, min Gud, jeg takker og priser dig. Jeg takker for Jesus, vores Herre. Jeg takker dig for alt det, vi får lov at opleve med dig. Jeg takker dig, fordi du ønsker at fylde vores hverdagsliv – lige ind i alle verdens trængsler og spekulationer – med en forventning om dine svar på alt det, vi står i. En forventning om, at vi skal fortælle mennesker om dig og være dine lys. Jeg takker dig for dine gaver og for din nåde. Jeg takker dig, fordi du er forventningens Gud.”

Prædiken i frimenigheden Kilden i adventstiden:

Denne årstid betegner man i kirkeåret som ’advent’, og advent betyder: Han som kommer.

Advent har for mig altid haft en tæt forbindelse med forventning, og efterhånden som jeg begyndte at tænke mere på det at forvente noget fra Gud i vores liv, begyndte det at boble indeni mig.

Det fylder mig med stor forventning, og den er god at lære at leve med. Det begejstrer mig indeni.

Det er det, som gennem tiderne har gjort os til det, vi er i dag. Forventningen, de havde, skal leve videre i os.

Hvad er det, der præger menneskers forventning i dag?

Der var to områder, der dukkede frem i mine tanker. Det ene var miljø, og det andet var én fremhævelse af koranen som den endegyldige sandhed.

Hans økomeni vil være lidt i stil i retning af én-verdens frafaldne, religiøse system under ledelse af antikrist, udtrykker The Berian Call.

Den kristne kirke har mange steder været kendt for at tage Guds løfter til Israel til sig og sige: ”Vi er det nye Israel. Løfterne gælder os, og jøderne er det lige meget med.

Det er denne verdens gud, som blænder øjnene på de troende. Det er hans magtspil – og det er det, vi er op imod.

Hvad er det, der får kristne til at drage i fælles sag med verdens forskellige religioner, som det sker i dag?

Det slog mig, at selv om hver eneste, levende kristen i denne verden bliver forblændet og ikke støtter Israel længere, vil Israel ikke forgå. Guds løfter står fast.

Hvorfor skal vi bede for Israel, når Gud ordner det alligevel? Fordi han indbyder os til at være medkæmpere. Vi er indbudte til at være hans medhjælpere, og det, synes jeg, er en stor ting.

Hvor står vi i dag – midt i alt det her?

Prædiken i frimenigheden Kilden i adventstiden:

Denne årstid betegner man i kirkeåret som ’advent’, og advent betyder: Han som kommer.

Advent har for mig altid haft en tæt forbindelse med forventning, og efterhånden som jeg begyndte at tænke mere på det at forvente noget fra Gud i vores liv, begyndte det at boble indeni mig.

Det fylder mig med stor forventning, og den er god at lære at leve med. Det begejstrer mig indeni.

Det er det, som gennem tiderne har gjort os til det, vi er i dag. Forventningen, de havde, skal leve videre i os.

Hvad er det, der præger menneskers forventning i dag?

Der var to områder, der dukkede frem i mine tanker. Det ene var miljø, og det andet var én fremhævelse af koranen som den endegyldige sandhed.

Hans økomeni vil være lidt i stil i retning af én-verdens frafaldne, religiøse system under ledelse af antikrist, udtrykker The Berian Call.

Den kristne kirke har mange steder været kendt for at tage Guds løfter til Israel til sig og sige: ”Vi er det nye Israel. Løfterne gælder os, og jøderne er det lige meget med.

Det er denne verdens gud, som blænder øjnene på de troende. Det er hans magtspil – og det er det, vi er op imod.

Hvad er det, der får kristne til at drage i fælles sag med verdens forskellige religioner, som det sker i dag?

Det slog mig, at selv om hver eneste, levende kristen i denne verden bliver forblændet og ikke støtter Israel længere, vil Israel ikke forgå. Guds løfter står fast.

Hvorfor skal vi bede for Israel, når Gud ordner det alligevel? Fordi han indbyder os til at være medkæmpere. Vi er indbudte til at være hans medhjælpere, og det, synes jeg, er en stor ting.

Hvor står vi i dag – midt i alt det her?

Kristent Informations Center