Der har, i de senere år, indsneget sig en voldsom forførelsesånd i kristne kirker og menigheder. Der er tale om de såkaldte 12-trinsprogrammer som så anvendes ukritisk i forøg på at hjælpe mennesker i sjælesørgerisk eller eksistentiel krise.

Metoden er opfundet af en alkoholiker, Bill Wilson, der ikke kunde komme fri af alkoholen, hvorfor han søgte hjælp mange steder, også i den okkulte verden hvorfra han fik inspirationen til AA og 12-trinsprogrammet. Han forstod også styrken i gruppearbejde, og den forpligtelse det medfører overfor gruppens øvrige deltagere, når man har siddet og åbnet sig for hinanden.

12-trinsprogrammet er en psykologisk løsningsmodel, hvor gruppepres og gruppesammenhold skal erstatte en bibelsk hjælp og vejledning.

Gruppedynamik fra Emil Kremers bog ”Åbnede Øjne”.

Grupper og gruppesammenhold har været kendt altid. Vi behøver blot at sige

‘stammer’ i stedet for grupper, så har vi nogle forbindelser, der rækker langt

tilbage i vor tid.

Forskellen mellem det gamle stammesammenhold og den moderne gruppe-dynamik er dels målet og dels midlerne, hvor stammesammenholdet var en overlevelsesfunktion og en hjælp til den enkelte, så er gruppedynamikken en ensretning og en tilbedelse af gruppen.

Vi møder gruppefilosofien på et utal af områder, både i erhvervslivet, i

sundhedssektoren og i undervisningssystemet. Specielt det sidste sted foregår

der tilsyneladende en opdragelse til at opgive egen identitet og holdninger til

fordel for gruppen og dens funktion. I et uddannelsesforløb bliver der ofte

arbejdet i grupper for at løse nogle opgaver kollektivt, men meget af tiden går

med at lære at fungere i gruppen, så gruppen bliver målet og ikke midlet.

Når vi betragter den kristne menighed og de enkelte forsamlinger, kan man

udmærket sammenligne disse med grupper, og mennesker i verden vil kunne

sige, at det er præcist det samme, der sker i menigheden. Det kan det også

være, hvis menigheden er målet, men det er helt klart, at sandt evangelisk

menighedsliv aldrig vil undertrykke det enkelte menneskes integritet, ligesom

gruppens/menighedens/cellegruppens funktion er at hjælpe og støtte

enkeltpersoner, hvor det er Helligånden, der gennem Guds ord virker

omvendelse. Ligeså er det Jesus, der er Kongen. Det er ikke gruppen.

Her er tale om bevægelser, som dukker op under forskellige navne:

Mødegrupper, sensitivitetstræning, gruppetræning, korporationstræning,

klinisk træning, encounter-grupper, gruppeterapeutisk sjælesorg, psykoterapi,

osv.

De dukker ikke alene op i den sociale sammenhæng, i erhvervslivets rækker, i

videnskabelige og politiske kredse og på læreanstalter, men vinder i stigende

grad også indpas i kirker og kristne kredse. Det er derfor blevet nødvendigt at

komme lidt ind på denne bevægelses oprindelse og art, ligesom det også er

nødvendigt at erkende, hvilke skjulte og uerkendte årsager, der ligger bag

denne bevægelses såre hurtige fremgang og store succes. Endelig må det også

erkendes, hvor bevægelsen fører hen.

Man vil med denne bevægelse ikke blot forandre menneskene og deres

indbyrdes adfærd, men også ændre folkene og deres gensidige relationer og

dermed tilvejebringe den verdensfred, som menneskeheden så længe har

ventet på.

Målet, som stifterne af gruppedynamikken havde for øje, var ‘verdensterapien’,

realiseret ved en ny-opdagelse af følelseslivet og samvittigheden hos

den enkelte og i grupperne ved hjælp af planlagt, intensiv gruppeerfaring. Men

den egentlige begyndelse skal søges i Rusland og Kina. Det forhold, at såvel de

helt gudløse kommunistiske lande som de kristne lande anvender disse

metoder til forbedring af verden, skulle få os til at studse. Det, der ikke

lykkedes for de kristne lande og kirker, det vil man nu opnå via gruppe-

dynamik.

Psykologer, politikere, sociologer, kirkefyrster og ledere af kristne kredse er beskæftiget med denne metode, som siden 1945 har oversvømmet USA for at undgå sociale forskelle og uretfærdigheder, alvorlige vanskeligheder inden for familierne, økonomisk og erhvervsmæssig egoisme, revolutioner og krige.

Kineserne anvendte denne gruppedynamik til omskoling af folket, og gjorde

det med held.

Oprindelse:

Mennesket vil nå målet ved egen kraft - uden Gud - derfor søger det hjælp hos

sig selv og i fællesskabet og samværet med andre. Dette stammer fra

syndefaldet. Abel blev benådet som synder ved blod-offeret, men Kain satte

sin lid til sine egne gerninger og blev derfor ikke accepteret, fordi han trods

Guds formaning ikke ville bøje sig for Ham, dræbte han sin bror i misundelse

og had. Derved kom der angst over ham - og han fjernede sig fra Guds åsyn. Han forlod fællesskabet med forældrene og

familien og byggede sig en ‘by’, som han gav samme navn som sin søn, nemlig

Hanok (dvs, den ‘indviede’, ‘belærte’).

Således dannede han da en gruppe og et samfund eller samvær udenfor det

guddommelige fællesskab, hvor den ene skulle tilpasse sig og hjælpe den

anden, og hvor alle i fællesskab kunne bekæmpe den ydre fjende. Med sin

metode præsterede og opnåede Kain altså noget. Han havde succes!

Med udgangspunkt i kundskabens træ prøver videnskabsmænd og ledende

personer, i egen kraft, dels at befri menneskene fra egoisme, dels at skabe

social retfærdighed og fred mellem klasserne og nationerne, alt sammen ved

hjælp af ensretning og tekniske metoder. Ansigt til ansigt med den stadig

stærkere opløsningstendens i de kristne lande søger man en udvej og en større

kraft for at undgå den truende katastrofe og undergangen. Mange håber nu at

finde denne nye kraft i ‘gruppedynamikken’ for at få menneskene til at have

samme mening og for at skabe fred på jorden.

Bevægelsens stifter og art:

Den amerikanske akademiker J.L. Moreno, født i Bukarest, studerede medicin

og psykiatri i Wien. Han udviklede metoder til afreaktion af følelser gennem

det såkaldte ‘psykodrama’ og udviklede også videnskaben ‘sociometri’. Han

kom i forbindelse med Freud, psykoanalysens fader, mod hvem han rettede

følgende kritiske bemærkning: “De analyserer menneskers drømme. Jeg

forsøger at give dem mod til nye drømme. Jeg lærer menneskene at lege Gud.”

Efter at være emigreret til USA i 1925 udviklede han med stigende succes

inden for den amerikanske uddannelsessektor sin lære om ‘gruppeterapi’. Ud

over de to gammelkendte verdensanskuelser, demokratiet og kommunismen,

nævner han en tredie: den terapeutiske verdensanskuelse, den

gruppepædagogiske terapi.

Med den kaotiske opdragelses- og uddannelsessituation, der på det tidspunkt

herskede i Amerika, blev den ‘skabende nyorientering af personligheden’

gennem gruppearbejdet mulig som metode på et verdensomspændende plan.

Moreno skriver i indledningen til sin bog “Gruppetherapie und Psychodrama”

fra 1973: “Jeg har altid haft den idé, at den omskiftelige verden, vi er født i, har

brug for en verdensterapi, og at jeg med min egen person må gøre noget for at

skabe og udbrede denne terapi.... jeg blev drevet af kræfter, som rakte ud over

mit eget personlige velfærd.”

Moreno søger gennem sin revolutionære metode at skabe en ny verdensorden

på grundlag af en ensartet (sociometrisk) struktur i det menneskelige

samfund. Denne metode fandt han i gruppeterapien, hvor enkeltindividet

indgår i gruppen. Han gik så vidt i sin afvisning af den enkelte personlighed, at

han endog udtalte: “Hvis Gud nogensinde igen skulle komme til verden, så ville

han ikke komme som enkeltperson, men derimod som en gruppe, som et

kollektiv.”

Ud over at propagandere for gruppedynamikken som revolution har Moreno

også skaffet den fremgang som den nye verdensreligion, der ligger tæt op ad

den indiske religiøsitet.

Hans elev, Kurt Lewin, USA, der opfandt begrebet ‘gruppedynamik’ og blev

berømt som fader til ‘sensivitets-træningen’, taler om nye verdenssystemer

som det middel, hvormed en genopdragelse af menneskene kan realiseres.

Prof. dr. 0. Rogers, USA, der ligesom Lewin regnes med blandt

gryppedynamikkens fædre og er kendt, dels for sin store indflydelse inden for

moderne tankegang om sjælesorg, dels som psykolog, priser det som

“Århundredets vigtigste sociale fornyelse”, at det store medmenneskelige

møde (‘encounter’) er ved at bane sig vej frem.

Mange mennesker, som går ind for gruppedynamik, har endog sammenlignet

dens betydning med opdagelsen af atomenergien. Begge dele har også samme

dybere åndelige ophav: Atomvidenskabsmændene Einstein og Oppenheimer

udbrød - dengang den første og dog lille, tilintetgørende atombombe var bragt

til eksplosion: “Djævelen har forført os”.... “Vi har gjort djævelens arbejde.”

Menneskene tror, at det er dem, der har styr på kræfterne, men det er

kræfterne, der styrer dem.

Karl Marx’ ateistiske lære, at ‘mennesket er et produkt af samfundet’, og

Ludwig Feuerbachs religionskritik, at ‘mennesket er det højeste væsen for

mennesket’, er skjulte kilder, som nærer de gruppedynamiske strømninger,

der i Tyskland allerede betegnes som kulturrevolution.

Siden 1968 har en anarkistisk bevægelse i Frankrig brugt gruppemetoden på

sig selv. Den individuelle psykoanalyse efter Freud bliver skiftet ud med

psykoanalysen i gruppen, hvilket kan føre til befrielse fra sjælelige

belastninger, således at man oplever en form for ‘forløsning’. Med dette bliver

det åbenbart, at gruppedynamikken har en totalitær karakter, som fører til

opposition over for enhver anden autoritet (forældre, Kristus, Gud) ifølge prof.

dr. Th.Ellinger.

Stillet over for de katastrofale forhold i den kristne, moderne civilisation med

dens sjælelige lidelser og depressioner lover gruppedynamikken håb til dem,

der er uden håb og hjælp til den ulykkelige verden. Det er dens mål at skabe

fred i verden ved hjælp af den uudtømmelige energi, som udvikles via

målbevidst metodisk gruppeterapi. Målbevidst fremkaldes der et

meningsskifte og en tankereform - en vis forfinet form for ‘hjernevask’. Hver

enkelt skal gøre en ‘selv-erfaring’, befries fra ‘jeg’et’ og udleveres fuldstændigt

til gruppen for at modtage gruppens ’vi-bevidsthed’ med dens fælles tænken

og handlen. Deltageren skal følgelig være fri af sin egen vilje for at gøre

gruppens vilje. Han giver sin kraft til gruppen, som giver hele sin kraft til ham,

således at gruppen opnår fylde af kraft.

For at nå målet er det påkrævet, at der i hver gruppe med alle midler

tilvejebringes fuldstændig enhed på alle områder af livet såvel i tankegang

som i handling. Dette sker ved, at den enkelte personlighed med dens egen

samvittighed kobles fra. De metoder, der benyttes for at virkeliggøre dette

mål, er meget forskellige og afhænger i høj grad af gruppelederne eller

terapeuterne. For lettere at opnå denne enhed bør en gruppe i reglen ikke

bestå af mere en 8-12, højst 15 deltagere.

Gennem åbne og længere samtaler, drøftelser og diskussioner (om alle

tænkelige meninger, personlige og helt intime ting, om materielle, legemlige og

sjælelige vanskeligheder, fornemmelser og emotioner, om moralske normer og

værdier) og ved gensidig, ofte hensynsløs og heftig kritik, personlige angreb og

selvbeskyldninger, bliver der fokuseret på gruppens deltagere. De blottes

totalt og bringes derved til selverkendelse.

Foruden disse ofte voldsomme og meget højrøstede metoder, hvor der bruges

ord, samtaler og kritik, er der også stille, tavse metoder (dvs. non-verbale

midler) såsom: blikke, gestus, mimik, give hånden, legemlige berøringer, føle

sig frem med lukkede øjne eller i mørke, omfavnelser, kys, musik, lege og

danse; også religiøse metoder som meditation, ‘autogen træning’ osv.

Alle midler tages altså i anvendelse, endog afklædning i de såkaldte nøgen-

’marathongrupper’, hvis formål er at få deltagerne til at åbne sig åndeligt,

sjæleligt og legemligt, prisgive sig totalt og tilpasse og underordne sig de

andre, så der derved kan etableres enhed. Alt er derfor tilladt for at overvinde

alle de modstande og komplekser, som er resultat af anstand, taktfølelse,

høflighed, hensyntagen, skamfølelse. Ens egen personlighed med dens

samvittighed, ‘jeg’et’ med dets egoisme indgår helt i gruppen, som da bliver

den ‘nye samvittighed’ eller ‘gruppe-samvittigheden’ og Gud. Samvittigheden

er nu bundet til gruppens og lederens ånd. Gruppens medlem har således ikke

længere nogen selvstændig, personlig samvittighed over for Gud og Hans ord,

som vækker, styrker og skærper vor personlige samvittighed.

Virkningen af dette er en dybtgående ændring af personen og sjælen. Gruppe

og videnskab træder i stedet for tro og Gud, gruppen bliver til Gud, og Gud er

gruppen. Gruppen styrker modstanden mod enhver autoritet og ulydigheden

over for Gud og Hans ord. Den største synd i forhold til gruppen foreligger i

det tilfælde, hvor en eller anden fortsat vil være autonom. Hvis et medlem

bliver ved med at tænke og handle personligt, er cirklen ikke sluttet. Han

anses for at være en fredsforstyrrer og bliver udelukket. Da ingen ønsker at

være dette, vil den pågældende efterhånden give efter på alle områder af frygt

for ikke at blive anerkendt af gruppen og være isoleret fra den. De drivende

kræfter er frygt og konkurrence, som udvikler sig til en kamp om at opnå

gruppens anerkendelse. Man er angst for lederen, som med sin holdning styrer

anerkendelse og afvisning og i reglen forholder sig tavs hele tiden, indtil han til

slut tager ordet og da gør sin mening og kraft gældende for at få tilvejebragt

en ensartet, fælles mening. Dermed har han gruppen i sin hånd.

Da deltagerne i stigende grad mister deres samvittighed, bliver gruppen deres

samvittighed. Ved den gensidige kritik og alle andre metoder stilles deres

inderste åbent for de andre og sættes i fokus i gruppen. Derved ledes

medlemmerne til bekendelse, dvs, til gruppe-skriftemål og gruppe-tilgivelse,

hvorved de oplever en vis befrielse og lettelse eller endog en vis omvendelse.

Der er imidlertid kun en psykisk forandring, som alene gør sig gældende i

sjælen og følelserne, og den knytter lemmerne endnu tættere til gruppen.

På denne måde udvikles der i sådanne grupper en vis kraft udadtil. Deltagerne

søger derefter igen og igen nye erfaringer og ny kraft ved disse

sammenkomster. De kommer fuldstændig under gruppens herredømme.

Gruppelederne på deres side kommer sammen i særlige træningsgrupper,

hvor de modtager nye impulser og ny kraft fra de øverste terapeuter.

Alle disse kræfter og alle metodisk styrede gruppeprocesser står i fuldstændig

modsætning til Helligåndens natur og dens virke og ledelse. Helligånden

forklarer blot Kristus og den ved korset fuldbragte forløsning. Af en fortabt

synder er det alene Helligånden, som ved den nye fødsel skaber et nyt

menneske i Kristus, og som gennem sandhedens ord gør virkelig fri og giver

kraft til at vidne og overvinde på alle områder af livet. Af de forløste skaber

Helligånden sande, levende lemmer på menighedslegemet. Denne fulde

forløsning ved korset udelukker derfor alle psykotekniske forløsningsmetoder,

som kommer fra en anden ånd og står under kødets forbandelse.

Følger:

Følgerne er meget forskellige alt efter de anvendte metoder. Disse forårsager

en dybtgående forandring i deltagernes personlighed og sjæl. Mange føler sig

lettet og befriet fra gamle hæmninger og komplekser, andre derimod er mere

deprimerede end før, og der opstår fare for, at de griber til selvmord. Der sker

nemlig nogle dybtgående ændringer i personligheden, og gruppedynamikkens

mål er at skabe et ‘nyt menneske’ og et ‘nyt samfund’.

Ved sådanne metoder, hvor der sættes spørgsmål ved menneskets samlede

personlighed, indtræder der ofte voldsomme reaktioner. Virkningen er, at

menneskene udsættes for yderst stærke belastninger, som enkelte

medlemmer ikke kan bære. De bryder sammen i stedet for, får dybe

depressioner eller bliver potentielle selvmordere.

Pædagog dr. H. Gtinther udtalte d. 14.-lo. 1976 i Frankfurt, at gruppedynamik

hos 7-9% af deltagerne medfører varige skader. Allerede i 1974 konstaterede

Liebermann på grundlag af en eksakt undersøgelse, der omfattede studenter

og et stort antal trænere, at 9,4% af deltagerne havde fået varig psykisk skade,

som viste sig ved: angst, der ikke mere var under personens kontrol, ringe

tillid, alvorlig depression, psykotiske tilstande og en dyb følelse af håbløshed

og usikkerhed, som går hånd i hånd med arbejdsudygtighed. I denne

procentdel af beskadigede deltagere er ikke medregnet de tilfælde, hvor det

efter forsøgsledernes bedømmelse drejede sig om deltagere, der i forvejen

havde befundet sig i risikogruppe og var syge. Endvidere føler 30% af

deltagerne sig så dårlig tilpas, at deres duelighed er blevet forringet - de er

altså beskadigede på mellemlangt sigt. Næsten alle deltagere oplever ‘Training’

som anstrengende, pinefuld og forvirrende, og de føler, at hele deres

personlighed bliver draget i tvivl. I direkte tilslutning til ‘Training’ er

søvnløshed og depressioner samt stor udmattelse almindelig.

En kirkelig organisation sendte 20 fuldtidsansatte medarbejdere på

sensitivitetskursus. Tre af dem måtte indlægges med nervelidelser bagefter.

Fra forskellig side fremkom der lægelige udtalelser og diagnoser. Deltagere i de

gruppedynamiske eksperimenter har mistet deres tro, er kommet på

nerveklinik, og til slut er der fare for, at de begår selvmord. Nogle har vitterlig

taget deres eget liv. Som væsentlig følge af ‘gruppemanien’ konstateres tillige

fraværet af den personlige samvittighed og dermed en omsiggribende

demoralisering, som især manifesterer sig på det seksuelle område.

Det, som kampen står om, er den menneskelige viljes frihed. Den sættes ud af

spillet ved gruppe-metoderne, således at deltagerne er i en tilstand af hypnose

og til sidst ikke mere kan holde det ud uden gruppen. Ved at gruppen

absorberer den enkeltes og alle deltagernes kræfter, får gruppedynamikken en

totalitær karakter, som gør krav på hele mennesket og berøver det ethvert

ansvar og enhver skyld over for Gud.

Dette står i skarp kontrast til det kristne fællesskab, hvor hvert medlem fødes

ind i ‘menighedens legeme’ ved troen på den fuldbragte forløsning ved korset

og med hensyn til sin samvittighed og frie vilje kun er - og vedbliver med

udelukkende at være - afhængig af Jesus og Ordet og endelig er forbundet

med de andre lemmer i kraft af troen og Kristi kærlighed.

Skyld:

Forståelsen af den egentlige skyld og skyldfølelse over for Gud begrænses til

menneskelige målestokke. Der, hvor skylden er over for Gud, og består i

vantro og ulydighed mod Ordet, ses den som skyld over for gruppen, og består

i forkert holdning over for denne og dens normer. Skylden over for Gud og

Hans ord bagatelliseres helt eller bliver endog afvist med den påstand, at

mennesket fra begyndelsen af er godt. Derimod bevidner Guds ord, at ethvert

menneske allerede fra fødselen er en fordærvet, fortabt synder og at ‘hele

verden står strafskyldig for Gud’. I stedet for skyld og forløsning ved Jesus

Kristus indsættes psykotekniske metoder med selvforløsning.

Som følge af Adam og Evas ulydighed mod Guds ord og som følge af

syndefaldet er hele menneskeheden erklæret strafskyldig over for Gud. Der er

altså en personlig og kollektiv skyld knyttet til overtrædelsen af Guds bud.

Synd er at overtræde loven. Skyld og synd er meget tæt forbundet. Ved at

prisgive sin personlighed til gruppen fortrænges erkendelsen af den egentlige

skyld over for Gud. Samvittigheden bliver beskadiget, svækket, forvirret eller

afstumpet og til slut immun over for bibelsk anger.

Skyldbevidsthed og samvittighed kan kun gives retning, indhold og opøvelse

ved Guds ord. Helligånden overbeviser om vantroens synd, giver sand anger og

drager til Frelseren. Alle de menneskelige metoder i grupperne må derfor

afvises helt og aldeles, da de i stedet for Ordet og det åndelige fællesskab ved

troen på Kristus og Hans fuldbragte forløsning på korset frembringer et

sjæleligt fællesskab, hvis væsen er mørke ifølge Matt. 7,21. Korset er

afslutningen på alle menneskelige metoder, som er baseret på egen kraft og

inspireret af uerkendte, skjulte magter.

Mennesket behøver ikke mere nogen metode og ikke længere egen kraft, da

Jesus i sin person er ‘vejen, sandheden og livet’. Helligånden alene fører ind i

det sande fællesskab. I det åndelige fællesskab er autoriteten alene Guds ord,

som Helligånden åbenbarer, mens der i det sjælelige fællesskab er andre

kræfter, der medvirker gennem suggestiv-magiske anlæg. Det åndelige og

guddommelige fællesskab frembringes altid kun i kraft af troen på personen

Jesus Kristus og Hans ord alene og i kraft af, at mennesket er ‘korsfæstet med

Ham’, hvorimod det sjælelige fællesskab indeholder et dybt behov for

umiddelbar berøring med andre menneskelige sjæle, på samme måde som

kødet stræber efter umiddelbar forening med andet kød. Vi elsker andre i

Kristus gennem tro, ikke gennem erfaring. Således elsker det åndelige

menneske de andre for Kristi skyld og kræver intet for sin egen person,

hvorimod det sjælelige menneske elsker de andre for sin egen skyld og derfor

er ude afstand til at elske modstanderne og fjenderne.

Mål:

Når Antikrist kommer i ‘Jesu navn’, vil de fleste kristne, som ikke holder sig til

Kristus og Hans ord alene, lade sig forføre - forblindet af massemedier og

gruppedynamik. Gruppedynamikken, som i hele sin oprindelse og natur er

menneskelig, sjælelig, kødelig og i grunden fuldstændig antikristelig, vil være

et af midlerne til at den antikristelige ensrettethed kan blive virkeliggjort og

det kan lykkes at få alle til at have ‘samme mening’. Det er det, der vil ske i det

rige, som nu er ved at bane sig frem og som er syrnboliseret ved de ti horn

(eller i det romerske rige, der symbolises ved de ti tæer ifølge Dan. 2).

Den fører til en sjælelig, ydre enhed og en økumenisk enhedsreligion og til den

‘store skøge’. Den sande åndelige guddommelighed kommer kun i stand ved,

at Faderen og Sønnen ved Helligånden bor i mennesket, på samme måde som

Faderen boede i Sønnen. Uden den sande genfødelse og det åndelige

fællesskab med Faderen og Sønnen vil de kristne ikke opdage, at der er tale

om forførelse, når fjenden, som giver sig skin af at være en lysets engel,

kommer i ‘Jesu navn’. De vil ikke kunne modstå ham og vil derfor tilegne sig

hans kendetegn. ‘På samme måde som den gruppedynamiske bølge i løbet af

få år er brudt ind over landene som en stormflod’, sådan vil også folket -

forført af den falske profet og den store skøge - i ét nu tilfalde Antikrist.

Derfor opfordres vi alle i denne sidste tid til åndelig kamp mod de forførende

ånder og mørkets magter!.

På samme måde som hele det tyske folk blev forført og behersket af Hitler,

som forløber for Antikrist, således vil de forblindede kristne lande hjælpe den

kommende leder af de ‘ti horns’ rige til magten mod terror og kommunisterne,

fordi de alle er af ‘én og samme mening’. Dermed har gruppedynamikken med

dens sammenkomster nået sit mål.

Også på verdensmissionskonferencen i Bangkok i 1972/73 blev der gjort

målbevidst brug af denne metode, idet man delte deltagerne i mange små

grupper og der forberedte dem på det, der skulle besluttes på de få

plenarmøder.

Da erfaringerne viser, at det er meget vanskeligt at komme fri af det

gruppedynamiske vævs tråde, er en åben bekendelse og klar frasigelse

nødvendig. Endvidere er de fleste medlemmer ubevidst belastet af okkulte

magter og endnu ikke renset for den spiritistiske, antikristelige ånd.

Det er derfor vigtigt, at hvert eneste menneske, som har været med i disse

dynamiske grupper - og dermed uundgåeligt er kommet under okkulte

belastninger - siger sig fri i Jesu navn af alle disse påvirkninger, lader sig rense

i Lammets blod og derpå bevidst stiller sin egen vilje ind under Guds vilje.

Dette kræver, at man giver sit liv helt hen til Kristus for - i den kommende

antikristelige forførelsestid - i barnelignende troslydighed mod Guds ord at

være et levende bevis på den opstandne Frelser, som snart kommer igen.

Vi vil meget gerne have respons på denne artikel i form af mails, hvor man kan

fortælle os, om - og hvor - , der florerer sådanne tilstande i vort land.

Det kan være svært at følge med i alt, og derfor appelerer vi til læserne:

Kender I til forhold, som kan belyse, om man bruger disse metoder i dag - ikke

bare i erhvervslivet, men også indenfor kristne organisationer eller andet

kristent arbejde? Har kurserne fået en anden betegnelse? Er der lavet lidt om

på kursernes indhold? Bliver der manipuleret med mennesker i kurser og