Vidnesbyrd om et mirakel
Jeg er jo en ældre herre på 79, men jeg har et spændende vidnesbyrd at fortælle om Guds storhed og godhed.
I oktober 2007 fik jeg en bypassoperation, hvor der blev lavet tre omløb. Sommeren 2008 var en virkelig god tid, hvor jeg var fuldt restaureret og kunne fungere igen på alle måder. Jeg havde alle mine kræfter igen, men så på et tidspunkt i løbet af den efterfølgende vinter blev det opdaget, at pulsen var uregelmæssig, og det endte med en ultralydskanning af hjertet og senere en undersøgelse af kranspulsårerne med det meget negative resultat, at jeg trængte gevaldigt til enten en ny bypass eller en ballon- og stent-udvidelse, men ingen af delene kunne lade sig gøre, fordi årene var for tynde og for skrøbelige, og man turde simpelthen ikke gøre noget ved dem.
På et tidspunkt fik jeg fra sygehuset besked på, at de ikke kunne hjælpe mig. Jeg fik nogle stærkere kolesterolpiller, og vores lokale læge sagde til os, at det eneste, han kunne tilbyde, var nogle lykkepiller, hvis ’trykket’ blev for voldsomt. Der var kun én udsigt – og det var døden.
Der var så ikke noget at gøre, og vi tog det forholdsvis afslappet. Jeg gik til forbøn i menigheden et par gange, men på et tidspunkt tidligt på sommeren blev jeg klar over, at det skulle jeg ikke mere, og jeg måtte sige til Gud, at det var ham, der vidste præcist, hvor længe jeg skulle være her. Jeg overgav alt fuldstændigt i hans hænder. Ville nogen bede for mig, ar de velkommen til at gøre det, men jeg skulle ikke selv bede om det. Jeg vidste, det var Gud, der bestemte. Vi levede egentlig godt med det, og vi havde en rigtig god sommer og var på en uges ferie, men hen på efteråret kunne vi godt mærke, at det stille og roligt gik tilbage. Jeg kunne mindre og mindre og sov mere og mere. Jeg brød mig ikke om at være sammen med mange mennesker og kunne ikke klare støj og uro.
Vi levede en stille tilværelse, men var begge to rolige og trygge, fordi vi vidste, hvor problemet var lagt hen.
Nytårsaften spiste vi sammen med vores menighed, hvor der var nytårskomsammen. Vi tog hjem midt på aftenen efter middagen, for der var meget støj og glæde – børn og unge - og larm. Det var ikke rigtig min kop te. Vi sad herhjemme, og omkring klokken elleve bad vi sammen. Jeg følte, jeg skulle læse Matt. 21, 22, hvor der står: ”Hvis I har tro og ikke tvivler, kan I sige til dette bjerg: Løft dig op og styrt dig i havet! Og det vil ske.” Jeg måtte bare sige til Gud: ”Den tro har jeg ikke, men jeg vil godt have den.” Jeg bad om at få den. Jeg sagde til Ellen: ”Jeg ved, jeg skal gå til forbøn, og det skal være i menigheden.” Det skulle ikke være nogle bestemte personer, der skulle bede, men det var en menighedsopgave.
Så søndag d. 3. januar gik jeg til forbøn i menigheden, hvor jeg spurgte, om man ville bede om et mirakel. Jeg mærkede ikke noget specielt, men vi gik en lille tur om eftermiddagen, og mandag morgen fornemmede jeg, at der var sket et eller andet. Jeg havde hidtil klaret mig med nitroglycerinpiller og –spray, som udvidede årene, så blodet lettere kunne strømme igennem. Jeg droppede pillerne og sprayen. Vi tog på uge-indkøb i Viborg, hvorefter jeg plejer at være kvæstet resten af dagen. Det var jeg ikke, og jeg gik ud for at skovle sne, hvilket var helt uhørt, og Ellen sagde, at det var vanvittigt, at jeg gjorde det, og Anne, vores datter, sagde det samme senere. Om eftermiddagen fik vi en ton træpiller hjem. De skulle flyttes hen på en nedstyrtnings-ordning til kælderen. Jeg måtte holde et par pauser, fordi jeg ingen muskelkræfter havde mere. Hjertet fik ilt nok, så jeg fik det mirakel, jeg fik at vide, jeg skulle bede om.
Sammen med miraklet fik jeg også besked på nogle ting, jeg skulle tale om, nemlig om hvad Gud forventer af os, hvis vi vil se mirakler i tiden fremover, men det er en anden historie. (Er nogen interesseret i at høre om dette, så klik her). (Hvis download starter så vent venligst)
Vi er i dyb taknemmelighed til Gud og fyldt med ydmyghed og ærefrygt.
Jørgen Molin
I foråret 2009 fik Jørgen konstateret kolesterolfyldte årer efter en scanning og den store røntgenundersøgelse af årer og hjerte, så han blev opgivet af lægerne, som ikke kunne give hverken en ballonudvidelse eller en ny bypass.
Vores private læge sagde til ham, at han selv skulle finde ud af, hvilke piller, han havde det bedst med – og han kunne få lykkepiller, hvis han trængte. Han svarede, at det havde han ikke brug for, for han var en kristen og vidste, at Gud havde hånd om ham. Det gik kun én vej, hvor hans tilstand var meget op og ned. På gode dage kunne han lave lidt og læse lidt, men lå meget af tiden. På dårlige dage lå han det meste af tiden. I den tid tog han to nitroglycerinpiller hver dag, og når han ’tabte vejret’, tog han først én spray nitroglycerin, men senere to pust hver gang. Var vi ude at gå, blev turene kortere og kortere.
Det var en lidt hård tid, og jeg havde besvær med, at mine tanker ustandselig kredsede om ham og om, hvordan han havde det. Jeg var hele tiden opmærksom på hans ord, hans åndedræt og hans attituder. Mine tanker og min fantasi arbejdede på højtryk, og jeg tænkte igennem, hvordan det skulle gå, hvis og når jeg mistede ham. Hvordan begravelsen ville gå, hvordan jeg skulle klare mig uden ham, som jeg havde været gift med i godt 56 år og var knyttet så tæt til. Fantasien spillede mig ind imellem et puds, og jeg fik for meget mavesyre og tabte nogle kilo. Det var virkelig uholdbart, og på et tidspunkt måtte jeg give slip på ham. Jeg gav ham til Gud og sagde, at Han kunne gøre det, Han ville med ham. Han gør altid det rigtige, og det skulle jeg hvile i. Når Jørgen havde det rigtig dårligt, skulle – og måtte - jeg holde fast i, at jeg havde givet ham til Gud - og jeg faldt til ro.
Jørgen har igennem hele perioden skullet prædike en søndag om måneden i menigheden, og ingen kunne se, når han stod bag prædikestolen, at han fejlede noget. Hans tale var klar og velformuleret, og han havde altid arbejdet meget med teksten. Det var under på under.
Jørgen har hele tiden sagt, at han ikke skulle gå til forbøn nogen steder, for Herren havde hånd om ham, og det hvilede han i.
Nytårs aften var vi først til spisning i Kilden sammen med menigheden og nogle af de unges venner. Der var larm og voldsom uro, som der skal være en sådan aften, men Jørgen klarede det temmelig godt. Han var trods det oppe på kontoret at ligge på et tidspunkt …
Ved ni-tiden tog vi hjem til os selv, hvor vi kunne få ro til at snakke sammen og bede. Vi tog et ord, hvor Jørgens tekst handlede om, at hvis du har tro som et sennepskorn …. Derefter bad han om at få Guds tro, og han blev overbevist om, at han skulle gå til forbøn om et mirakel for sine årer i menigheden til gudstjenesten næste søndag.
Nytårsdag tog vi ned til vores ene søn og svigerdatter for at hente min mobiltelefon, som jeg havde glemt juleaften. På vejen gik vi en tur ved Tange sø, og Jørgen kunne gå længere, end han havde kunnet i lang tid – men han blev træt.
Søndag d. 3.-1. bad en samlet menighed for ham efter, at han havde fortalt om sine tanker. Der blev bedt om et mirakel.
Dagen efter tog vi på indkøb, hvilket han plejer at blive umådelig træt af, derefter skovlede han noget hårdt sne væk foran hoveddøren, så træpillerne, som skulle komme lidt senere, kunne blive læsset af. Kort efter læssede han et ton træpiller ned i kælderen, hvor jeg tog imod sækkene og lagde dem på plads.
Der var sket et mirakel. Han var umådelig træt i alle sine muskler, som ikke havde været brugt i lang tid, men ellers havde han det fint.
Natten derefter prøvede mine tanker og min fantasi igen at spille lidt med mig, og jeg kørte i tanker om, at det slet ikke var sikkert, Jørgen var blevet helbredt. Måske var det kun hans psyke, der lige havde fået en opstrammer. Måske holdt det bare nogle dage. Måske. Måske. Jeg var lidt rundt på gulvet, men blev klar over, at jeg måtte stoppe ’foretagendet’, så i stedet for at små-tvivle og fantasere, fordi jeg endnu ikke vidste, om der var sket dét mirakel, at Gud havde renset Jørgens årer, så måtte jeg bare tage imod hver dag med stor taknemmelighed. Herren kan selvfølgelig arbejde på forskellige måder. Han kan rense alle Jørgens årer, så der er fri passage, og hjerte, hjerne og lunger kan få den ilt, der er brug for, og han kan gøre det på trods af, at årerne er fyldt med kolesterol. Vi ved ikke, hvordan miraklet her er sket, men vi er fulde af tak. Så fulde, at vi ikke rigtig ved, hvordan vi skal reagere !!!!!
4-5 dage efter miraklet tog Jørgen en seddel, hvorpå der stod: ”Jeg råbte til dig, og du helbredte mig.”
Vi har talt om alt det, vi har lært gennem hele processen fra bypass i okt. 2007 til nu. Det har været en meget svær tid, men Gud har lært os at have tillid til Ham – helt igennem, og vi talte om, at Herren har været opmærksom på, hvilke reaktioner vi har haft igennem kriseårene. De har sikkert ikke altid været efter Hans hjerte, og vi har gennemgået mange processer. Det hærder og gør stærk, selvom jeg ikke synes, jeg er særlig stærk. Jeg ved bare, det er sådan.
Jørgen har flere gange gennem tiden med de dårlige årer sagt: ”Jeg håber, jeg får lov til at kunne fejre min 80 års fødselsdag.” – og jeg har sagt: ”Jeg håber, vi får lov til at fejre vores diamantbryllup om fire år.” Jeg var godt klar over, at der ikke var stor sandsynlighed for dét, men NU tror jeg, vi får lov til det.
Selvom vi har fået lov at erfare den store ting at få et mirakel, ved vi jo ikke, hvor mange år, Herren vil give os her på jorden – og hvem af os, der skal herfra først, men vi vil leve hver dag i stor taknemmelighed.
Ellen